Hvorfor selvhjælp?Annes historie

For seks år siden stod Anne i en situation, hun ikke selv kunne komme videre fra. Pludselig blev manden revet væk fra hende, og hele hendes verden styrtede sammen. På trods af en kæmpe støtte fra familien, som var hos hende dag og nat, var det ikke muligt at hive hende på benene igen. Hun kunne ikke være alene og havde i det hele taget svært ved at hænge sammen. Hun fik anbefalinger fra læger og bl.a. to præster om at starte i en sorggruppe, men synes ikke rigtig, det var noget for hende.

Hun forestillede sig selvhjælpsgrupper som noget ”amerikansk” pjat, hvor en gruppe mennesker sidder i rundkreds og græder på hinandens skuldre. Anne skulle helt ned og vende, før hun endelig gav sorggruppen en chance. Efter en depression og en tur på hospitalet besluttede hun sig: ”Jeg må dø eller leve – det midt imellem duer ikke!” Og eftersom intet tydede på, at hun ville dø af sit blødende hjerte, måtte hun kæmpe videre.

Det var som om, at ordene, der kom ud af deres mund, lige så godt kunne have været mine egne. Her var der pludselig nogen, der forstod mig.

Skridtet ind i rummet til de andre i sorggruppen føltes kæmpe stort. Men samtidig var det første skridt på vej tilbage til livet – uden hun på dét tidspunkt var klar over det. Inden første møde med gruppen havde hun malet øjnene i en perfekt make up - ingen skulle se, hvordan hun egentlig havde det. Men Anne fandt hurtigt ud af, at der ikke var noget at skjule. De andre i gruppen havde det på fuldstændig samme måde. ”Det var som om, at ordene, der kom ud af deres mund, lige så godt kunne have været mine egne. Her var der pludselig nogen, der forstod mig.

Det var nemt at tale med de andre i gruppen og Anne følte aldrig, at hun havde opbrugt sin taletid – de blev ved med at lytte. Der opstod et fællesskab i gruppen, og hun følte, at hun ikke længere var alene i verden. ”Det risler mig stadig ned ad ryggen bare at tale om det” siger Anne, som oplevede, at det gav hende et vigtigt skub på vejen at tale med andre i samme situation.

Men det var mere end bare et skub videre, Anne fik ud af sin tid i sorggruppen. Skønt hun ikke troede, det var muligt, fandt hun kærligheden igen, da Martin startede i gruppen. ”Han kom ind og var lidt frisk, og allerede fra starten kunne jeg bare rigtig godt lide ham.” De to er sammen i dag, og Anne er kommet videre i sit liv. Med hjælp fra gruppen er hendes sorg blevet forandret til gode minder, som stadig har en vigtig plads i hende. Da hun igen ”fik hovedet op mellem skulderbladene”, vidste hun, at selvhjælpsgrupper var noget, hun havde lyst til at arbejde videre med.

I dag deltager Anne ikke længere i selvhjælpsgruppen. Men det aftryk, det har sat, har gjort hende til den hun er og har fået hende til at melde sig som frivillig igangsætter af selvhjælpsgrupper. Grupperne, hun arbejder med, er ofte sammensat af både gamle og unge, som kommer med hver deres baggrund for, som Anne siger, så er sorg en stor og dyb følelse, og den er ens for os alle. ”Sorg har ingen tid – sorg kan ikke gradbøjes. Det vigtige er, at der er nogen, der vil lytte.”

Udskriv E-mail

Facebook
Facebook

Vær med

Bliv en del af vort netværk og vær opdateret om vore aktiviteter.

>
Nyhedsbrev
Nyhedsmail

Vær opdateret

Få automatisk vore nyhedsbrev i din indbakke.

>
Vær frivillig
Gør en forskel

Vær frivillig

Bliv frivillig i Selvhjælp Ringkøbing-Skjern og vær med til at gøre en forskel.

>